16. november 2016

Igen en dejlig solrig dag at stå op til. Eftermorgenkaffen skulle vi ud og se på huse der kunne lejes til vandrelsugets ture.

I alt så vi 3 huse hvoraf lejligheden i en af dem var god men desværre ikke plads til nok.

Ved frokost havde Klaus et møde og jeg valgte så at vandre en tur langs floden – der var udtøret – et par km. Det var rigtig godt at komme afsted selv om det var sten jeg gik på.

De giftige insekter havde allerede lagt æg i nåletræerne. Det siges at deres larver hænger i klaser allerede i januar. De falder så til jorden hvor de ‘kobler sig sammen’ næsten som elefanter. Og hvis de føler sig truet ‘skyder’ de pile afsted mod den der truer dem. Deres gift giver allergisymptomer og små børn og hunde kan dø af dem.
Ret uhyggeligt faktisk. Som du kan se er der stadig kun æg.

Nå men nok om det, når man går her i flodlejet er klipperne faktisk ret massive.

Mit mål var egentlig Cerro Pinto men jeg kunne ikke finde stien derop, i stedet for blev jeg forpustet – rigtigt forpustet. Og så fandt jeg et skilt Quinto Pino, så det var måske den vej??

Det var det så ikke lige; men jeg kom da derop ad og fik en udsigt så betagende ud over bjergene og dalen imellem.

Men når man kommer op skal ma jo også ned. Det var en anelse mere besværligt for det viste sig at stien var mere eller mindre skyllet væk og havde efterladt sten af forskellig størrelser.

Turen op fra flidsengen var også noget hård; men jeg vidste jo, at der ventede en dejlig kølig øl når jeg nåede op i byen.

Og så hjem til siesta.
6,80km tid 2:16 samlet stigning 272m.

Efter siestaen var det ud efter aftensmad, og nu nydes aftenkaffen før det er godnat.