17. november 2016

Dagen i dag var helt min egen – og dog. Da Klaus er lidt ikke mobil for øjeblikket, noget med bentøjet, fik jeg til opgave at følge en bestemt rute i bjergene omkring byen. Til alt held var det lidt sammenfaldende med mine egne planer.

Jeg ville gerne op til Cello Pinto som jeg missede i går; men jeg skulle gå en anden rute end den jeg havde planlagt. Og det var også ok.

Torsdagsmarkedet i byen skulle jeg også se; men det var noget af en fuser. ‘You seen one – you seen them all’ ligesom derhjemme.

Nå pyt – ud på sporet der gik rimelig stejlt ned mod flodlejet. Jeg overhalede to par englændere hvor Charley var den mest fremtrædende og hjælpsomme. Vi fik en god snak efter at hans kone ( det overhørte jeg) kommenterede min tatoo.

Han havde været her før og fortalte, at jeg skulle passe på fordi afmærkningerne (den røde og hvide) ikke var særlig gode. Og selvfølgelig overså jeg en afmærkning. Charley der gik ca 100m bag, kaldte og viste mig med lidt bevist dårlig kammeratlig ironi at vi skulle opad. Fortsætter du den vej ender du i Frankrig sagde han.

Nå  og så gik det bare opad – ikke vandring men bjergbestigning. Hans makker havde – som jeg – noget besvær med at holde fast i vejrtrækningen. Han sagde: “Wait I lost my breath – I have to wait til it finds me again”. Og så benyttede han også sin astmapistol.

Nå nen fik jeg fortalt at det var hårdt??? Charley insisterede at tage et billede af mig uden hat, så man – som han sagde kunne se at sveden fosse af mig.

Heldigvis kan man ikke se, at jeg også hiver efter vejret (smiler).

Vi nåede omsider toppe og så tilbage på Frigiliana og tænkte at der var nu ikke langt derover selvom jeg havde gået i lang tid.

Som  du ka se på billedet skal jeg over på toppen til venstre; men selvom der kun er et par km derover skal jeg altså først ned og så op. På vej ned kunne jeg ikke lade væremed at tage selfie der viser stien bag mig og ikke mindst farven i mit ansigt har en ‘anelse’ rødt i sig. Det stod der intet om i guiden.

Det sidste stykke op trak virkelig tænder ud. Jeg synes at stien blot forsvandt op i himlen, og jeg tænkte en del på historien om Babylonstårnet; men det er vist en hel anden historie.

Og pludselig dukkede noget hvidt op. Det var så et lille ‘alter’ på toppen af Cello Pento.

Det var ligesom et symbol på en sejr over bjerget; men ikke mindst en sejr over mig selv. ‘Desværre’ eller lykkeligvis var der også andre der havde klaret den. Jeg mødte en gruppe af svenske piger/kvinder fra Stockholm,  de forstod ikke dansk eller mit svenske, så vi talte engelsk. En af dem tog dette billede:

I øvrigt er det Afrika du ser i baggrunden.

Nåh men jeg skulle jo også ned, og kortet sagde jeg skulle gå til højre; nen der var ingen sti. Efter lidt søgen så jeg en sti der gik mod venstre – den eneste ud over den jeg var kommet op ad – så det var nok den. På vej ned mødte jeg flere svenske piger/kvinder på vej op, så jeg følte mig næsten hjemme igen.

Det gik nu hurtigt over for jeg skulle virkelig koncentrere mig for ikke at falde og kure ned. Jeg tænkte at det trods alt var godt jeg ikke skulle denne vej op. Denne rute op var næsten dobbelt så lang som den jeg gik op ad. Jeg tænkte også, at det var godt at sporet var tørt, tænk hvis det lige havde regnet???

Pludselig stod jeg på cementvejen mod Quinto Pino, og forstod hvorfor jeg havde misset stien op i går. Jeg var så interesseret i hvad Quinto Pino var, så jeg havde (heldigvis) ikke set vejviseren op til Cerro Pinto.

Ud på en intetsigende betonvej ned mod Narja hvor det blot var at sætte den ene fod foran den anden. En gal hund bag en indhegning forskrækkede mig så jeg reagerede med at råbe, hoppe og svinge med arme og ben. Det kunne den ikke lide og forsvandt, og jeg gik så bare stolt videre.

Vejen gik ud i en grussti der fulgte floden ned til byen. Den var lang, kedelig og alligevel interessant med de huse der ligger så tæt på flodlejet og deres forsøg på at floden ikke skulle løbe op til husene.

Endelig inde i byen og ned mod waterfronten hvor jeg gerne lige ville i kirke. Den var dog låst og tilbage stod så en kold pils som tak for turen. Efter den satte jeg mig ved stedet ned ved udkigsposten hvor alle øjensynligt går hen.

Virkelig intetessant er det dog, at alle bænkene vender mod havet. Altså – der sker ikke en rygende fis derude. Jeg så 4 skibe (søværnets??) ude i horisonten. Så de bænke er malplaceret i min verden, for der sker en masse mere på waterfronten som er værd at kigge på.

Jeg havde aftalt med Klaus, at han skulle hente mig, og jeg gik et par km op til Lidl hvor vi mødtes og så handlede ind samtidig.

En rigtig god vandredag. Selvom km-antallet er taget på gps, der ikke viser det relative vandrede antal gående.

Km 11,13 tid 4:13:15 gnmsnt 2,6 km/t, stign 397 op og 648 ned.