1. maj 2016
Finisterre – Muxia ca 29 km

Jeg havde fejret verdens ende lidt rigeligt, det er svært når lørdag i Fisterre er kevende med gademuskander og optrædende. Det kunne jeg da mærke i løbet af natten og ikke mindst her til morgen – surt men så kan jeg lære det!!!

Sært nok vågnede jeg i morges som (bortset fra hangover) en form for nyt menneske. De ting jeg talte med mig selv om i går derude var ligesom faldet på plads og ventede blot på at få den fornødne bekræftelse i dag oppe ved Santuario da Virxe da Barca; men jeg skulle jo først derop.

Jeg gik selvfølgelig forkert allerede før jeg kom ud af byen. Da jeg vidste hvor jeg skulle dreje fra mod Muxia betød det jo intet. Dagen har båret præg af, at vi sigtede mod Alto 270m.o.h hvilket i praksis vil sige, at detmeste af tiden gik det op ad bakker. Men til gengæld var det en smuk smuk natur, med meget venlige mennesker. Ruten er ikke så godt mærket – eller rettere mærkningen er ikke vedligeholdt. De opsatte shells vendte ikke så systematisk som Camino Frances, det gjorde det lidt træls. Vi var flere der fik nogle gode snakke om hvilken vej vi skulle, og ved fælles hjælp gik det.

Min guide advarede med ingen rastepladser før 14K ved Lires, og det holdt. Til gengæld var der to alberguer lige efter kirken; men de var lukkede. Til alt held fandt jeg et hotel der var åben så et godt hvil med Cola til at klare maven og cafe americano til halsen.

Da afmærkningen var yderst dårlig i Lires valgt jeg at følges med to franskmænd og vi fandt vejen ned mod floden og over den nye bro. Heldigvis for den tidligere (det var bare flade sten ) var oversvømmet. Havde den nye bro ikke været der havde det kostet flere kilometers omvej.

Og så gik det opad, til lyden af store kanonslag som nogen i området fyrede krudt af. De første gange blev alle (alle siger jeg – vi var fire til fem) forskrækkede; men vi blev vendte. Oppe på Alto kunne man stadig se og høre afskydningerne.

Uha uha det sidste stykke op var stejlt – meget og jeg tabte vejret og måtte vente på det. Men op kom jeg da og ned gikdet med mange rigtig store sten. De sidste km. gik ad landevejen og pludselig var havet der. Der var også et kæmpe byggeri der lignede et stort hotel nede ved en fed fed strand.

Og så var vi der jeg ville booke mig ind på et pensionat – de er jo ikke så dyre – jo det er de i Muxia €50 for en enkelt nat. Til gengæld var maden ligeså dyr op til €15 for starters. Men senere fandt jeg et ok sted med billig mad – ikke fordi jeg var særlig sulten blot BRUGT.

I al fald skulle jeg ud til Santuario da Virxe da Barka. Fantastisk sted der holdt til mine forventninger. Jeg kom derud langs vandet – intet underligg i det; men da jeg kom rundt hjørnet og så klosteret for første gang ‘forsvandt’ alle turisterne og der var kun os peregrinos tilbage. Flere af os gik rundt med blanke øjne.

Og uden for kirken lå stenskibet som jomfru Maria ankom i/på. Jeg ved at der er nogen uenighed mellem eksperterne hvem der kom på stenskibet.

Legenden vil i al fald vide, at jomfru Maria ankom på sin stenbåd båret af engle for at hjælpe Sct. James (sct. Jakob).

Alligevel kan jeg nu helt forstå og vil citere fra The Way hvor forfatteren siger noget i denne retning:

“Writers usually always get the last word. But this…………”

Til al held var kirken åben så jeg måtte ind og falde ned. Og det gjorde jeg. Mit pilgrimage var lykkes selvom de seneste dage har været en prøve. Også blev der afholdt pilgrimsmesse der startede med pilgrimssangen, og messen måtte jeg overvære selvom det foregik på spansk. Jeg hørte flere der snød næse undervejs. Vi gav hinanden et nik og skyndte os væk i vores egne tanker.

Oprindeligt var planen, at jeg skulle gå tilbage til Santiago de Compostela; men da dette pilgrimage er slut ser jeg ingen ide i at gå tilbage. Jeg er også forud for schedule så jeg vil lige overvære en messe i katedralen i SdC og så hjemover.

Min bus går i morgen tidlig 0645, så nu vil jeg pakke min backpack og komme i køjen. Mere fra mig i morgen.

Spørgsmålet om jeg blev bekræftet i mine tanker ved Finisterre. Ja det gjorde jeg; men I må lige vente med dem til Epilogen der skrivesnår jeg igen er hjemme.