Danskerne som jeg mødte i går var meget interesseret i, at komme af sted; men de var ikke dukket op til morgenkaffen som vi faktisk havde ‘aftalt’. Nå men kl 0710 var jeg på ruten lige efter japanerne – som jeg iøvrigt HAR mødt flere gange undervejs. I parentes et interessant par hvor hun ‘lå på hjul’ hele tiden. Når de skulle sidde ventede hun til han havde sat sig og rejste sig når han gjorde.

Dagen i dag skulle vise sig, at være speciel på flere måder. Det var dagen hvor jeg ‘snublede’, det kom desværre uden, at jeg anede uråd; men på den anden side når der ikke er flere bevidste tanker kommer de ubevidste bare stormende. Og det gjorde de. Der måtte gå et par timer før jeg fik ‘styr på tingene’ – og alligevel!!! Jeg husker heldigvis mine ‘målepunkter’ som jeg fik fastsat på min Camino Finisterre – det hjalp lidt på humøret.

Det var også dagen hvor Mette hjalp mig med, at få booket hotel og fly i Santiago. Og tusinde tak for det Mette. Da jeg forventer at være i Santiago de Compostela kommende fredag tør jeg godt planlægge. Specielt når nu dagsmarcherne er relativ korte. Godt nok bliver det en lang dag i morgen, håber at nogle benytter kortere dagsmarch end de ca 32,5km, så der ikke er problemer med overnatning.

Nå men her kommer solen op fra bjergene og dermed ligger tågen/disen længere i dalene. Da temperaturen er droppet en del var der meget tåge i dalen omkring rio Coura. Oppe i solen kunne jeg se en pude hen over dalen som vi bevægede os ned i.

Da ruten gik op igen havde solen brændt disen væk, så det igen blev en solrig og varm dag. Ad gamle romerske veje og broer mærker man historiens vingesus. Efter São Bento da Porta Aberta gik det stille og roligt ned mod Valença. Ja ja ikke på en gang, der var lige et par stigninger undervejs.

Men stort set det meste af ruten gik på de gamle romerske veje. Tænkte på, at det måtte have været hårdt at anlægge disse veje med de store sten. Gad vide om ikke arbejderne døde som fluer på det arbejde. Det var nok så som så med arbejdsmiljøet.

Det var rart og skyggefuldt, at gå mellem de træer som eg, pine og ikke mindst eucalyptus. Fik at iøvrigt at vide på portvinsrundturen i Calem i Porto, at Portugal er en af vedens største producenter og eksportør af korkpropper.

Jeg faldt tilfældigt ind på et albergue der så ud til at have koldt øl. Og det blev en overraskelse at besøge Quinta Estrada Romana. Det var en ældre canadisk kvinde der havde stedet. Hun havde for en del år siden gået den portugisiske camino og var blevet forelsket i landet (forståeligt). Hun var så kommet tilbage og fundet en ruin – som hun sagde – fik den sat i stand. Alt hun gjorde for at give os pilgrimme en god oplevelse.

Stemplet i mit credential tog hende et par minutter at håndtegne det. Og alle skulle ønske ved hendes ønsketræ før vi gik.

Så var det ud på de evindelige brosten der var hårde ved anklerne. Det var godt, at det er weekend så der ikke var så mange biler. Tænkte på om bilernes støddæmpere hernede er mere belastet en i DK. Jo det må de være.

Tanker var så mange og benene så gode, at jeg glemte at spise lunch, og pludselig stod jeg i Valença. Jeg skulle jo have penge 200€; men var ikke opmærksom så jeg fik alle pengene i 5€ sedler. Der må have været ‘candid camera’ og min WTF reaktion kommer nok på tv.

Mod Spanien gik det så. Dog måtte jeg op og se borgen Fortaleza der blev bygget som værn for Rio Minho. Det var nu ikke så facinerende som det i Tomar. Det var som der var en by inde i borgen, som var et helt eldorado for turister der var villige til at købe al det crap de sælger i boderne.

Ud og ned på ruten der dog manglede en afmærkning. Så jeg måtte have guiden frem igen igen igen og fandt så vejen mod Spanien. Man skulle gå udvendigt på broen – ikke så godt; men til gengæld var udsigten flot over floden. Jeg fik også et billede af de fodaftryk der viser hvor grænsen mellem landende går, stort set midt på broen.

Så er pilgrimmene i Spanien og det første man møder er en pil der viser vej. Desværre er den så misvisende, at man meget kan gå forkert. Nå men i politistationen der er den tidligere grænsekontrol viste de vejen, og så var det bare derudaf.

Pilene viser en lidt snørklet vej ind til katedralen; men et par italienske pilgrimme viste mig vej til Albergue Xunta (det kommunale), uha tænkte jeg – kommunalt og bedbugs??? Men kom i tanke om, at i Galicien skal der udleveres papirlagner/pudebetræk. Fik en god køje med bred plads i underkøjen til 6€. Atter en dag med en billig køje.

Jeg tror ar pilgrimmen skal vises denne vej ind i Tui således, at man ser Obradoiro XVI som er det oprindelige fængsel tilbage fra 1584. Ligesom det gamle pilgrimshospital; men nu er  museum. Endelig kom jeg til Katedralen (som er lukket). Et stort og specielt byggeri hvor indgangsportalen ligner den jeg så på et nedlagt kloster på den franske camino.

Jeg fandt et sted med ‘Tapas’ blot var det ikke tapas; men et dejligt meal. Jeg mødte en kvinde fra Texas, der havde gået samme caminos som jeg. Vi var enige om, at have medlidenhed med hinanden. Dejligt at tale med ligestillede.Jeg var jo sulten og fandt ud af, at jeg bliver nødt til at bruge Google translate når jeg bestiller mad. Jeg fandt noget med – kunne jeg tyde – gedeost og pesto. Hvad jeg ikke kunne tyde var, at der var tale om vegetarret med linser oven på den i den ene side et theskefuld pesto og en velvoksen klat gedeost der var kold og stiv. Jeg tror simpelthen de har grinet af mig; men jeg spiste dog halvdelen. Mig skal de ikke dupere. Det værste var, at ved siden af sad en fyr og spiste de dejligste calamari.

Nu er klokken mange og jeg skal have noget aftensmad. Jeg fandt ud af, at Translate tager lidt for lang tid. Der var eet ledigt bord, og mens jeg stod og nussede blev det slevfølgelig taget. Det gentog sig een gang mere og så røg Translate over ….

Dagens trip ca 20km. 6,5 timer