Det har været en forfærdelig nat – ikke mindre. Ikke at køjerne stod tæt sammen så det mindede om  dobbeltsenge, ikke de to søde piger i overkøjen, heller ikke den fnisen og brunstige grin fra et par i en anden køje, heller ikke ham der lå ved vinduet – det eneste i denne del,  det var heller ikke, at der derved blev rigtig varmt.

Næh – det var min nabo – en noget stor fyr der sagtens kunne tabe sig en snes kilo og stadigvæk være stor. Det var hans dårlige ånde og højlydt snorken som jeg fik at føle allerede da han lidt senere end mig kom i køjen. Det kunne så være det, for jeg vendte bare hovedet ned i fodenden. Det skabte så et andet problem – både fodsved OG at han i løbet af natten havde en eller anden ide (måske hjemmefra??), at hans fødder absolut skulle være meget tæt på mit ansigt.

Lyder det negativt eller hvad???

På toppen af det begyndte det hele allerede kl 0400, og det var som om alle skulle have støvler på som det første og gå rundt for at om de passede. Så kvarter i fem måtte jeg op, og minsandten om ikke det pi..de ned i tove; med det kunne der jo ikke gøres noget ved. Piet Hein sagde vist engang: “vejret er der ikke noget galt med – det er påklædningen”.

På gaden i mørket begyndte jagten på vejvisere – shells eller pile. Jeg fandt sammen meden fyr fra Holland (plastikposemanden) og vi gik der ud af og fandt ved fælles hjælp alle sammen og var ude af byen i løbet af en halv times tid. Gennem mørk skov kom vi også mens regnen kom oppefra og dens småsøer kom nedefra kom sveden samtidig indefra så vi var våde.

Vi havde faktisk allerede nået første summit af dagens to og var stærkt på vej mod Arcade.

Ved et sted med mange shells sat op stødte en tredje pilgrim fra Litaun op. Han var god til at se markeringerne før os gamle; men vi missede een og gik forkert. Dog kun 500m da vi blev stoppet af en kvinde i en bil. Hun virkede meget påtaget ‘vred’ over at vi var der og gestikulerede så meget, at hendes budskab gik ind – tilbage til sporet.

Vi nåede cafe Duarte lige udenfor byen. Den åbnede om et kvarter så hollænderen gik videre mens vi andre ventede i kulden på kaffen. Åh det var godt; men vi skulle jo videre, og fik følge af et ungt par tyskere helt hen til over en lang bro fra 1795.

Det siges, at broen var skueplads for de lokales forsvar overfor Napoleons hær. Guiden siger, at man bør taget et ophold og nyde den dejlige sandstrand. Det styrtede ned!!!

Og så gik det op ad bakke igen. Vi var godt på vej mod dagens andet summit. Det var et langt sejt træk og jeg spurgte mig selv om gårsdagens stejle ridt op ikke var bedre. Jeg fik intet svar.

Og så skete det – og det sagde bare GOK inde i mit hoved, og triste ting og sager rendte rundt derinde. Spørgsmålene kom så hurtigt herude ‘in the middle of freaking nowhere’, at jeg ikke nåede at svare på det ene før det andet var der: Hvad filan laver jeg egentlig her?? Hvad er det egentlig jeg vil?? Hvor er jeg på vej hen?? Og hvorfor?? Bliver jeg en bedre mand eller menneske af, at presse mig selv ud hvor jeg har svært ved at bunde?? Hvorfor vælger jeg at vandre alene?? Og hvorfor er jeg alene??

Resten af dagen gik med, at tænke over dette, og hvad fa… skal jeg svare mig – jeg ved det jo ikke. Jeg fik en melodi i hovedet som fulgte mig resten af dagen, og tænker en del på den:

Can’t help but wonder where I’m bound

Hvad fa… er dette nu for noget???

Nå rent fysisk bragte denne anden stigning klart bevis på, at vi gik på romerske anlagte veje. Store kampesten var lagt så den tids transport nordpå kunne foregå på en fornuftig måde. Jeg tænker hele tiden på hvem der mon har båret alle disse sten frem?? Og ikke mindst hvordan foregik det??

Summit blev da nået, og der igen ude i intetheden sidder en fyr i regnen og sælger lædderarmbånd – sejt.

Endelig gik det ned, og igen mødte jeg brasilianerne hvoraf den en var præst – det var jeg overbevist om. Senere mødte jeg dem ved det lille kapel Capela sta. Marta hvor jeg fik stempel og endelig fik afklaret, at han er præst og havde holdt messe i alberguet i Tui. Og han kunne godt huske mig – “You was late to the service” sagde han og grinte.

Den lange vej ind til og gennem byen begyndte. Der var pilgrimme ved det første albergue 2km før byen. De kommer gennem byen i mørke i morgen. Jeg fulgte pilene gennem og fandt ad rua de la Pergrina frem til Praza Peregrina hvor Santuario da Peregrima (pilgrims kapel) ligger.

Et enormt kapel der viser, at mange pilgrimme også kom denne vej mod Santiago. Herfra er der udsigt til klosteret San Francisco. Jeg forestiller mig, at det er denne munkeorden der beboer huset nu.

Hvad jeg ville sige var, at  følelsen at komme som pilgrim ind i byen og se den åbne sig, er vild og måske ligger netop der et af svarene på mine spørgsmål – jeg ved det ikke; men at komme fra rutens ensomhed og ind til menneskemylder – selvom jeg er tilskuer  rører mig et eller andet sted. Måske skal smerten, ensomheden og det lange pilgrimage være der før overraskelsen skal gives – jeg ved det ikke – slet ikke.

Guiden har lagt en relativ kort rute til i morgen ca. 22 km. Og da næste dags trip ligger på ca. 18 km overvejer jeg om jeg skal dele de næste tre dage op i to hvilket vil give 32 km og 29 km. Så vil jeg være i Santiago torsdag og kan nå pilgrimsmessen fredag kl 12.

Vejret bliver ikke så godt som i dag, så nu ser vi. Lige nu sidder jeg og ser på folk gå forbi – elsker det og ikke mindst elsker, at opfinde historier om hver især, gøre dem spændende måske lidt frække, uartige eller bonnerte. (Ti – hi).

Men nu i køjen skal tidligt op.

Dagens trip ca. 20 km 6 time