Efter en rigtig god nats søvn, ringede det indvindige  ur kl 0600 som ‘planlagt’. Alt var jo pakket så det var lige morgentoilet, og så ‘On the road again’. Lige et par gader ned og så til højre – og derud af.

Jeg fandt hurtigt ruten, der i øvrigt foruden de flotte kakler havde blåt lys i gaden hele vejen ud af byen. Der var lovet godt vejr; men inden jeg kom ud af byen stod det ned i stænger – så på med regntøj. Lige havde jeg fået det på stoppede regnen; meeen mig kan de ikke ‘duplikere’, og ganske rigtigt gik der et øjeblik så var den der igen.

Mødte så lige ham her. Gad nok vide hvor lang tid han har siddet der??

Og selvom regnen ligesom gør mørket mørkere på en eller anden måde så fandt jeg vejen også ved hjælp af min lygte. En del af denne morgenstrækning var på veje med biler der skulle på arbejde. Reagerede jeg ikke kom de noget tæt på, så jeg rakte blot armen ud, så hjalp det. Der var endda nogen der troede jeg ville stoppe dem; men det var vel også ok.

Op forbi Iglesia Santa de Maria de Alba, der var også et pilgrimsmonument.

Så begyndte stigningen op mod San Amaro hvor en microby  Barro ligger. Her lå også den første bar/cafe der havde åbent. Så havde jeg altså gået ca 10km uden morgenkaffe – den var aldrig gået derhjemme. Det var også her jeg stødte på flere kendte pilgrimme, og morgenhilsen og hvordan går det og hvor langt i dag, og al det der. Hyggeligt.

Nedstigning – langsomt gik det hvor ruten bar meget præg af romersk tilstedeværelse og senere kirker og kapeller for pilgrimmene. Meget smukt landskab dog med mange vagthunde der farer gøende frem og forskrækker pilgrimme. På et tidspunkt blev jeg så forskrækket, at jeg tog mine solbriller på og hoppede råbende frem og tilbage – der blev den s..s køter forskrækket og løb sin vej.

Endelig nåede jeg Calas de Reis og på en lille cafe stødte jeg på to fra Holland og en fra Tyskland. Jeg genså også præsten og hans gruppe. De sad i kø lige efter broen. Han grinede som altid og vinkede. Jeg håber at møde ham igen i Santiago.

 

En af hollænderne var meget fremme i skoen, også selvom de lige havde startet (klokken var 10 over 11). De ville gå til Padron; men det viste sig dog senere, at den friske hollænder var gået ‘død’, jeg overhalede ham og han ville slet ikke tale.

Ud af Calas de Reis gik det op igen mod Corgullón 165m, og en skøn skøn nedstigning der mindede mig vildt meget om Gendarmstien.

Det bar meningen, at jeg ville overnatte på et hotel Mosterio der lå ved N-550. Da jeg kom nærmere så jeg at det var et truckstophotel – så dermed videre!!! Så var der selvfølgelig også Xunta Valga et kommunalt albergue; men de åbnede først kl 14 stod der på skiltet.

Så var det jo bare videre til frokost som blev indtaget på Cafe-Autoservicio. Det var et sted med Silvan blot i microformat; men der var også en cafe, hvor jeg fik spansk suppe med bønner og sulekød. Selvfølgelig kunne jeg ikke spise op og madmor blev lidt sur. Hun troede jeg ikke kunne lide det, så jeg måtte tage et par skefuld mens hun strengt så på.

Tilbage var så, at vandre gennem småbyer og private små vin- og majsmarker til dagens ændrede mål Padron. Endda forbi den i guiden anbefalede udsigtspunkt hvor jeg mødte en cerutrygende hollansk pilgrim. Hun synes at udsigten var så flot, okay smag og behag – udsigten en grim fabrik, ledninger over alt og ude i det ene hjørne var rio Ulla.

Men så nemt skulle det ikke være, at komme ind til byen, jeg troede, at når man gik ad broen over rio Ulla, var man i byen; men næh nej, der skulle gå et par km på en sightseeingtur rundt i lokalsamfundet før vi kom der (ja ja selvfølgelig fordi vi skulle væk fra den farlige hovedvej).

Endelig inde i byen så jeg det albergue som rygtet ville, at der var bedbugs i. Det var nu heller ikke en bygning der gav skønhed til byen. Da jeg ledte efter hotellet, stødte jeg på de fire danskere der gik senere end jeg sidste gang vi overnattede samme sted. Det var godt, at høre hvordan det gik, og roste mig for at komme så langt alene. Vi fik sagt Buen Camino og håbede vi ville mødes i SdC.

Eftersynet af mine støvler afslører, at inderforingen er ødelagt, selv den forstærkning som jeg fik af Ole er slidt igennem, sålerne er ved at gå fra. Det eneste der er levedygtigt er lædderet. Men som de sagde da jeg købte dem “De kan holde i 10 år”. Og nej det kan de så ikke; men de har trods alt holdt til over 2500km og det er vel okay et eller andet sted. Men jeg må lige skrive til fabrikken, fordi der bør vel være en eller anden form for sammenhæng i støvlen.

Støvlesituationen taget i betragtning er det nok godt, at mit pilgrimage slutter i morgen. Det vil ikke være betryggende, at jeg må efterlade dem. Jeg kommer nok ikke særlig langt i slippers.

Fodsituationen er ved eftersyn at jeg har flere tæer med sorte negle end uden – ialt to storetå, to nr tretå og to lilletå. Derudover kan jeg se, at mine gamle vabler ikke er særlig samarbejdsvillige, og storetæerne er blevet større (det er da godt noget kan blive større tø-hø).

Dagens trit ca 40km på 11 timer. (Tror du mon jeg er traaat)