Det var et ok sted jeg sov i nat. Blot var der en del gadestøj til ved 4-tiden. Ja ok støj og støj, det var glade unge mennesker – lød det som – der nok var glade for, at have gennemført deres camino.

Og det var mærkeligt at jeg skulle tvinge mig selv til at sove længe. Først oppe over 7. Der var annonceret  morgenmad fra kl 8; men der var lukket.

På pilgrimskontoret fik jeg mit afsluttende stempel i mit Credential. Det var lidt svært at forklare at jeg ikke ønskede at få mit certificate. Men da jeg fik forklaret at jeg allerede havde dem hjemme fik jeg mine stempler.

Jeg fik så min morgenmad og fik afleveret min backpack til opbevaring.

Gik så i katedralen for at få en plads. Sidder i en område reserveret for pilgrimme  ved siden af sidder et hollandsk par der var gået fra Porto. Vi griner lidt at en stor dame på min anden side, der i al fald ikke er pilgrim. Hun skubber for at mere plads for på hendes anden side sidder en tyk mand der heller ikke er pilgrim og han flytter heller ikke. Nå men det gik trods alt vi skal jo være overbærende.

Resten af dagen er gået med at finde hvor shuttlebussen holder, få dejlig italiensk dia (dagens ret) forret, hovedret og kaffe for 10€. Den gik ikke i København.

Resten af dagen gik med afslapning og ned på katedralpladsen og se og nyde de ankomne pilgrimmes glæde ved at have gennemført deres pilgrimages. Husker selv første gang jeg var her fra den franske camino. Det var en ekstrem oplevelse som jeg nok vil huske altid. Nu her efter tredje gang på pladsen er tanken et eller andet sted: “Been there – done that – got the tee-shirt”. Med det mener jeg, at selvom det er en meget meget speciel oplevelse, at være på pladsen med sin backpack og har just afsluttet sidste etape af sit pilgrimage kort eller langt, kommer det til at ligene gentagelse – ankomme – hurraer – billeder – kysse og kram – tillykker – ‘vi ses igen’ – farvel og lev vel’ – Buen Camino.

Lidt mere speciel – synes jeg – er at ankomme alene, lidt ‘nederen’.

Det er også der ens nedtur starter – det er ligesom et antiklimaks at ankomme alene på denne helt specielle plads, og ingen til at sige tillykke til eller modtage tillykke.

Noget tidligere op for at nå bussen kl 0630. Jeg var ikke helt sikker på hvordan det fungerede med en e-billet på mobilen specielt når der står, at den skal printes. Men jeg gav blot mit pas og så var alt i orden.

Turen gik fra Santiago de Compostela til Madrid og derfra til København, hvor jeg var omkring kl 1500.

Endelig hjemme og al tøj i vaskemaskinen. Afslapning og vente på, at nedturen rammer som den jo altid gør.

Det var et specielt pilgrimage der fik en form som jeg ikke forventede. Den fysiske belastning var hårdere end jeg havde forudset, hvorimod det indre pilgrimage fik jeg ikke så meget ud af som jeg havde forventet, selvom jeg faldt pladask på rø…

Nu venter jeg bare på, at jeg skal ‘finde hjem’ igen. Jeg synes det bliver sværere og sværere og nedturen tager længere og længere tid.

Men måske skal jeg lige lære at se mig selv i den forandring der øjensynligt er en løbende proces omkring mine pilgrimages.

Nu skal næste pilgrimage planlægges.