24. september 2015

Nu er jeg så ‘på vej hjem fra mit pilgrimage’, og tænker på hvad var det lige der skete der?

Det har været et pilgrimage hvor jeg har været provokeret ud til grænserne af og udover hvad jeg kan præstere psykisk som fysisk. Jeg har haft opture men så sandelig også nedture.

Værst var dagen hvor jeg var på en detour uden, at vide hvordan jeg kom tilbage i live. Faktisk var jeg overbevist om, at nu var det slut med dig Flemming, og faktisk havde jeg sagt farvel til dem jeg elsker.

Der var dage hvor jeg spurgte mig selv om hvad jeg egentlig lavede her? Og ikke mindst hvad det nyttede at udsætte mig selv for dette? Gennem de dage jeg var helt alene på ruten fik jeg tid til at tænke, overveje og ikke mindst flytte lidt rundt på brikkerne inde i hovedet.

Der var selvfølgelig også mange rigtig gode dage hvor jeg mødte og var sammen med nogle dejlige mennesker, der var med til at forme mit pilgrimage. Mennesker der ville mig det bedste i den verden vi var sammen om.

Jeg havde planer om hvad turen skulle handle om, ligesom hvad jeg skulle have ud af den. Mine bøn til Virgen de Biakorri gik på en måde i opfyldelse; men ikke på den måde jeg ønsket – og alligevel. Mine medbragte sten der skulle lægges ved Cruz de Ferro som ønske om tilgivelse overfor dem jeg elsker var rigtig godt, og det føltes som mit hjerte blev lettere.

Det var planen at målet var Santiago de Compostela, og hvis mine fødder og ben stadig holdt af mig ville jeg gerne til Muxia, for der at kaste en bestemt sten i havet. Men et sted på  vejen læste jeg en pilgrim havde skrevet “Smider duen sten i havet, ved du aldrig hvor dybt den synker”.

De samtaler jeg havde specielt med Muire og Lee, gav mig nogle tanker om, at mit pilgrimage måske slet ikke handlede om at nå hverken til Santiago eller Muxia eller nogen andre steder hen; men måske mere handlede om hvad og hvem Flemming egentlig er? Og det var et helt andet udgangspunkt end jeg havde forestillet mig. Det var noget der fik gang i tankerne.

Jeg ved ikke om svaret er fundet, om jeg nogen sinde finder det; men eet er sikkert mit pilgrimage er ikke slut blot fordi jeg har nået Sankt Jakobs by.

For “Målet et intet, Vejen er alt” S. Kirkegaard.Hvad mine fusser gælder kan jeg kun sige: Pain is temporary, Victory is for ever.

Et tidligere sted i min blog prøvede jeg at forklare mine følelser ved at citere Harry Chapin. Jeg lovede vist også, at det sidste vers ville dukke senere, og her er så bare een af de mange følelser jeg har lige nu efter at være vendt hjem:

“Light it up, Lord, let it shine
Come on and make the Heavens so brightly mine
Look through all the windows open all the doors
There will be such brightness ’round me
I won’t want for anymore”

En af mine store oplevelser var – nej nok den største var katededralen i Santiago. Og ikke mindst messen, hvor pilgrimmenes lande blev læst op sammen med de steder deres pilgrimage var startet. Selvfølgelig var de fleste startet ved Sierra der ligger ca 100km fra, hvilket giver ret til et compostela.

Under ceremonien dukkede Lee op ved alteret. Så var det lykkes ham at deltage som præst, hvor godt, det gjorde mig meget glad på hans vegne.

Jeg vil gerne have sagt nogle ord om den glade kvinde Muire, præsten Lee, alle de dejlige mennesker jeg har mødt, The Way, katedralen med saint Jakobs kiste, den storslåethed der var der, den fysiske afslutning på mit pilgrimage – men ………..