22. april 2015
Munkemølle – Skelde ca. 28,5 km
Så er det dag to, hvor jeg nær havde ramt ‘muren’. Dagens march var på 28,5 km hvilket inkl. pauser og må anses for en rimelig arbejdsdag.
Turen i dag var meget afvekslende, lige fra det trættende sandstrand over de tunge grusveje til enerverende asfalt. Der var også romantiske steder på stien.
Også i dag var jeg helt alene det meste af tiden. Jeg mødte et par daypackere og et par hundeluftere. Et par lokale hundeluftere fortalte, at det var godt det ikke var sidste uge jeg gik stien, for der stod vandet op over stranden hvor Gendarmstien går.
Vejen i dag var bestemt heller ikke nem. Var det ikke det bløde strandsand eller de oversvømmede åer og småvandløb, så var det de brede og evindelig lange grusveje der lokkede biler og lastbiler til at piske støvet op, eller den lange Gendarmvej hvor bilerne kørte truende stærkt.
Selvfølgelig var der stierne, hvor de mange forskelligartede blomster og ikke mindst fuglene fik tankerne på den dejlige sommersang: “Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer…”
Ellers havde jeg som sagt dette helt for mig selv og alle mine tanker. Og det blev da også til et par diskussioner om hint og dint; jeg skal lade det være i det uvisse om vi (mig og mig) blev enige eller om vi (mig og mig) accepterede vores forskellige synspunkter. Lyder ret interessant ikke sandt???Jeg må igen sige, at dette sted i Danmark hvor der er en aldeles mangel på ‘seriøse vandhuller’, måtte jeg ‘nøjes’ med mine 2 1/2 liter vand jeg havde med. Solen var dejlig skarp, så jeg tog de aller sidste dråber da jeg trådte ind på forpladsen hos Klaus Albrecht der har sit B&B i Skelde.
Yderst dejligt sted med strå på taget og rigtige fine værelser hvor jeg så har lånt en køje.
Jeg er meget priviligeret med sol i haven og koldt øl på bordet. Vi er et sted i Udkantsdanmark hvor vi stadig kan nyde lyden af de mange fuglearter der er her ude, og naboens to forårskåde heste på græs.
I aften er det tidligt i køjen, så jeg kan være frisk til sidste etape af Gendarmstien.