11. juni 2016
Lønstrup – Thise ca. 29,2Km
Har sovet noget dårligt i nat, så der var vist lidt morgensurhed til stede – puha.
Nåh ud på landevejen op mod Mårup kirke – der desværre ikke er der mere. Tilbage står kun klokketårnet og en afmærkning i jorden hvor kirken har ligget samt nogle gravsten. Jeg tror på, at de også snart forsvinder når havet taget lidt mere land.
Men så gik turen sydover mod Rubjerg fyr; men jeg gik ikke derop.
Det var en anelse svært at gå i denne plantage, hvor bevoksningen er utrolig tæt. Et stykke tid efter kom jeg forbi Strandfogedgården, hvor jeg ‘nassede’ en kop morgenkaffe til min medbragte morgenbolle. Det var fedt at høre om deres herberg og museum der åbner sidst i juni. De fortalte, at det ville blive et af de nyeste og bedste herberger på den nye rute.
Turen gik gennem et sommerhusområde ned til vandet hvor man kan se havet æder af klitterne. Stort!!
Ind i landet igen op mod Børglum kloster der ligger på toppen af bakken og kan ses på lang afstand. Det siges at det var Præmostratenser-ordenens hjemsted og klosteret er også holdt i deres farver.
På dette tidspunkt var jeg vildt kaffetørstig og gik ind på klosterets cafe. Jeg kunne kun besøge cafeen hvis jeg havde billet til museet, nå den kostede så 80 kr. Aha tænkte jeg så er kaffen nok inkluderet. Næ det er den ikke – 35 kr. Totalt fof en kop kaffe 115 kr. Den dyreste kop kaffe jeg til dato har fået (købt).
Afsted igen – guiden fortalte at vi skulle ind ad en markvej der endte, derefter skulle vi lede efter en afmærkning og over en skjult lille bro. Og næh det gjorde jeg ikke, jeg tog landevejen. Vel erfaret den dårlige afmærkning skulle jeg ikke på nogen de-tour.
Endelig nåede jeg frem til Thise Ladegaard. Et hyper moderne sted hvor der også er højskole og store kurser. Eneste på stedet så jeg kunne te mig som jeg ville. Efter at have handlet i Manna stod den på tv. Der kom dog en pilgrim mere. En ung pige der skulle sydover som mig. Hun må have været et par timer efter. Så nu er vi to.
Kl 2100 var jeg i køjen.